Sindslidende bygger bro til samfundet
Fællesskab var omdrejningspunktet, da Cafe Hjerterummet mandag d. 11. maj slog dørerne op for offentligheden, og websitet hjerterummet.dk gik i luften. Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, klippede den røde snor, mens de fremmødte gæster tog for sig af retterne fra cafeens grill og udekøkken
Forårssolen skinnede, da borgmesteren og de mange gæster mødte op til åbningsfest i Cafe Hjerterummet. Cafe Hjerterummet er en moderne cafe drevet af sindslidende i samarbejde med professionelle kokke og tjenere. Cafeen skal hjælpe sindslidende tilbage til livet og ud på arbejdsmarkedet. Projektet kaldes rehabilitering og er tilstede i alt hvad bo- og behandlingstilbuddet Kløverengen i Ishøj Kommune foretager sig. Målet er klart: Ni ud af ti beboere kan integreres i samfundet inden for fem år.
Bormester Ole Bjørstorp holder åbningstale
Det handler om at være noget for nogen
"Sindslidende har ret til selv at bestemme over deres eget liv, og de har ligesom andre borgere i samfundet brug for at være en del af et fællesskab. Ved hjælp af samarbejde og den helt rigtige støtte kan sindslidende leve et hverdagsliv ud fra egne ønsker og behov med det formål at indgå i samfundet på lige fod med andre". Sådan indledte Ishøjs borgmester sin åbningstale på Cafe Hjerterummet.
Det er ikke let for sindslidende at komme tilbage til livet og ud arbejdsmarkedet. Det er et stort projekt, der kræver samspil og initiativ fra både brugere, bosteder og samfund. Cafe Hjerterummet er et sted, hvor sindslidende og andre interesserede kan mødes i et meningsfyldt fællesskab. På arbejde i Cafe Hjerterummet møder de unge sindslidende hinanden og omverdenen med værdighed til glæde for dem selv og lokalområdet. Her er man ikke kun bruger af psykiatrien, her er man noget for nogen – det er tanken bag den nyåbnede cafe.
"Det handler om fællesskab på tværs af samfund og fordomme. I Cafe Hjerterummet arbejder de unge sindslidende blandt medborgere i tæt samarbejde med fagfolk. Det daglige arbejde og fællesskab styrker de unges reelle muligheder for at klare hverdagens mange udfordringer og opbygger deres kompetencer til senere at klare et arbejde eller gennemføre et uddannelsesforløb uden for Kløverengens rammer", sagde da værende forstander og centerchef på Per Heinecke i sin tale på åbningsdagen.

Tilbage til livet
Det nye site, hjerterummet.dk, er grundstenen i Kløverengens brobygningsprojekt, der skal integrere sindslidende i det øvrige samfund. Sitet fungerer som jobformidlingsbase, der etablerer direkte kontakt mellem sitets brugere og arbejdsmarkedet. Her kan sindslidende søge job i Cafe Hjerterummet og i tømrer- og murervirksomheden "Firmaet", der er to af Kløverengens psykosociale rehabiliteringstilbud for unge sindslidende. Sitets brugere har også mulighed for at søge råd hos en række eksperter om alt fra job og uddannelse til sex og kærlighed.
"Tidligere blev sindslidende betragtet som kronisk invaliderede med meget få ressourcer og rettigheder - denne opfattelse har heldigvis været igennem en ændring, og i dag er endnu en milepæl nået i brobygningen mellem sindslidende og det øvrige samfund", udtalte Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp, og han fortsatte:
"Jeg glæder mig over, at Ishøj Kommune er nået så langt inden for det socialpsykiatriske område, som vi er i dag med åbningen af Cafe Hjerterummet og hjerterummet.dk. Jeg er stolt over, at Kløverengen går forrest i kampen for bedre psykiatri og ligeværdig menneskesyn - det er noget alle kan lære meget af".
Daværende forstander, Per Heinecke og borgmester Ole Bjørstorp
Fakta
Kløverengen i Ishøj Kommune er et socialpsykiatrisk bo- og behandlingstilbud for sindslidende. Socialpsykiatri kan oversættes til socialt arbejde med sindslidende. Det handler om at støtte sindslidende til at kunne håndtere hverdagslivet efter en behandling på et psykiatrisk hospital.
På Kløverengen arbejder man ud fra en recovery-proces, hvor den enkelte beboer får indflydelse på sit eget liv med henblik på at kunne deltage i samfundet på lige fod med andre medborgere.
Læs mere om recovery og socialpsykiatri på kloeverengen.dk og socialpsykiatri.dk